Før boligkøbet

Hvad skal du huske at spørge om, før du køber en lejlighed i Aarhus?

Har du først forelsket dig i en lejlighed i Aarhus, der har den rette stemning og beliggenhed, og er du i fuld gang med at male og indrette den i dit hoved; så kan det være ret svært at holde hovedet koldt og lade fornuften styre, inden du sætter din underskrift på en slutseddel. For det er jo en stor sag at investere i fast ejendom, som vil få indflydelse på dit liv på længere sigt. For at skåne dig for nogle ubehagelige overraskelser senere hen er det vigtigt at holde hovedet koldt og være opmærksom på nogle forhold, der skal være i orden, inden du skriver under.

Papirarbejdet

Dels er der alle papirerne. Dem skal du læse meget grundigt igennem, og her er det en god idé at have en til at læse med – gerne en boligadvokat, eller i hvert fald en person med kendskab til boligloven. Du skal vide, hvad du helt præcis forpligter dig til og har ret til ved købet. Står der fx noget i lokalplanen, som du skal være opmærksom på? Hvad står der egentlig i salgsopstillingen osv.?

Det praktiske

Dels er der det mere praktiske. Få lavet en gennemgang af hele lejligheden – gerne med en fagmand, der ved, hvad der skal kigges efter. Er der fejl og mangler, så få dem noteret og få lavet en aftale med sælger om, hvornår de skal udbedres – eller om de evt. kan danne grundlag for et afslag i prisen. Og stemmer det, der står i tilstandsrapporten overens med lejlighedens tilstand? Det kan være svært selv at vurdere.

Selv om lejligheden er din drømmebolig, og der eventuelt står andre købere på spring, så bør du ikke bare skrive under over hals og hoved. Du kan fortryde din underskrift og dermed komme fri af købet, men det skal være inden for ganske få dage, og det koster et gebyr.

Billede: psd